fredag den 16. oktober 2015

Det vigtige samarbejde mellem lærere og pædagoger

Hvad er den vigtigste faktor for et godt samarbejde mellem lærere og pædagoger i skolen og SFO?

”I undersøgelsen har vi fundet frem til fire faktorer, som vi har udarbejdet en model ud fra. Men hvis jeg skal pege på én faktor, er det at få en forståelse for hinandens faglighed. I undersøgelsen blev det tydeligt, at det langt hen ad vejen var den indsigt og forståelse, der gjorde, at samarbejdet fungerede, og at lærere og pædagoger oplevede, at de kunne berige hinanden. Når vi observerede det gode samarbejde og så, hvad der skete, var det tydeligt, at der var en helt anden ro, god stemning og motivation blandt eleverne. Eleverne var ivrige efter at lære.” 

Hvad er det vigtigste problem for den pædagogiske profession?


”Det er, at pædagoger og lærere i fællesskab kan få et helhedssyn på barnet med betydning for inklusion, at de får øje på andre sider af deres faglighed og et helhedsblik på børnene.” 
Mathilde Sederberg

Det siger pædagogen og læreren om det gode samarbejde
”Allan er en rigtig praktisk gut, som taler rigtigt godt med børnene. Derfor har vi valgt, at det er bedst, hvis han har en mindre gruppe, så han kan komme længere ind på livet af børnene. Han har så gode muligheder for at finde ud af, hvad der tænder dem, og hvad der motiverer dem.” 
Malene, lærer ”

Det, vi har skullet træne, er at blive bedre til at tro på os selv, og at det, vi kan bibringe, er godt. Det har krævet lidt i starten, men vi ved nu, at det gør undervisningssituationen bedre. Det har krævet ’løbearbejde’, men det gør samarbejdet tusind gange bedre.”
Lone, pædagog



Kilde: BUPL

Undersøgelsen Det gode samarbejde sætter fokus på samarbejdet mellem lærere og pædagoger i indskolingen, hvor de to faggrupper samarbejder om undervisningen. Undersøgelsen bygger blandt andet på observationer og interview med lærere, pædagoger og ledere fra fire folkeskoler, der har ry for et godt samarbejde mellem lærere og pædagoger. De fire folkeskoler har sammen med forskergruppen undersøgt og diskuteret samarbejdet. Forskergruppen har bestået af Andy Højholdt, Metropol, Henrik Hersom, RUC og Mathilde Sederberg, UCC. Projektet er støttet af BUPL. Resultaterne er formidlet i pjecen Det gode samarbejde, 2012. Læs mere på bupl.dk/forskning

Ingen kommentarer:

Send en kommentar