Om mentalisering som pædagogisk redskab

Som det nævnes ovenfor udspringer mentaliseringsbegrebet fra udviklingspsykologien og er særligt anvendt af behandlere. Begrebet og den relaterede terapeutiske tilgang er brugt i arbejdet med børn og unge i kaotiske og belastende livssituationer, der på indgående måder oplever vanskeligheder med at forstå og beskrive egne tanker og følelser. Egne, men i særdeleshed også andres [1].

Overføres erfaringerne fra det terapeutiske rum til den pædagogiske verden, så kan mentalisering være en særdeles værdifuld ramme om relationsarbejdet i skoler og børnehaver. Psykologen Janne Østergaard Hagelquist præsenterer modellen ÅBENT, der står for: Åbenhed, balance, empati, nysgerrighed og tålmodighed. Disse fem temaer kan samlet set være pædagogiske pejlemærker for god mentaliseringspraksis.

De fem temaer uddybes neden for med fokus på omsorgspersonens indstilling og pædagogiske grundsyn:

1. Åbenhed
Omsorgspersonen må møde barnet med åbenhed. Dette indebærer at sætte egne oplevelser, følelser, tanker og for-forståelser i parentes med henblik på at skabe et relationelt rum, hvor alle udlægninger af begivenheder (indre og ydre) mødes ”ikke vidende”. Denne indstilling af ’ikke viden’ skaber en relation præget af nysgerrighed til barnet, og som anerkender barnets oplevelse; uanset hvor skæv, forkert og urimelig barnets oplevelse end kan forekomme.

2. Balance
Omsorgspersonen må forsøge at genskabe barnets balance eller genfinde fast grund under fødderne. Ubalancen kan være følelsesmæssigt, socialt, kognitivt eller eksistentielt – og kan spænde over modsatrettede oplevelser, der ofte er af yderligtgående karakter: ”Jeg er vellidt vs. alle hader mig” eller ”Jeg er glad vs. jeg kan ikke mærke hvordan jeg har det”.

Hagelquist [2] beskriver, at en måde at forholde sig til disse oplevelser på kan være ved at foretage modtræk. Fx ”at fokusere udad, når barnet er for fokuseret på sig selv, og indad, når barnet er for fokuseret på andre” [3]. Denne fokuseren udad og indad skal gøres nænsomt i og med at der også i denne tilgang ligger en underkendelse af barnets oplevelse.

3. Empati
Evnen til at registre følelser hos andre, skabe teorier om de mentale tilstande der ligger bag disse følelser, og respondere passende i situationen karakteriseres af mange som værende det unikt menneskelige – og er hvad vi karakteriserer empati [4].

Men i en kompleks pædagogisk praksis hvor børn, med tilsyneladende uforståelig adfærd, udfordrer omsorgspersonens følelsesregister, er det også empatien der er allermest sårbar. Når omsorgspersonen og barnet bliver vrede på hinanden mister de fornemmelsen for hinandens følelser og tanker, det vil sige selve det empatiske i deres relation udsættes for et pres.

Netop fordi empatien er så grundlæggende væsentlig, er det nødvendigt at omsorgspersonen har indlevelse i egne handle- og tankemønstre. Derfor er både supervision af ekstern fagperson og refleksion i teamet vigtige elementer i det pædagogiske arbejde.

4. Nysgerrighed
Via omsorgspersonens nysgerrige forholdemåde lærer barnet hvad der er væsentligt og hvad der ikke er; hvad er værdigt til genfor-tælling? [5]

Gennem hverdagssamtaler om erfaringer fordobles barnets verden. Når der spørges interesseret ind til følelser, intentioner og oplevelser, får barnet vigtig information om, hvad der lokalt værdsættes, ligesom barnet vejledes i hvilke handlinger der er hensigtsmæssige.

Den uformelle hverdagssamtale er vigtig, men kan ikke stå alene. Ofte er decideret undervisning i at registrere, genkende og beskrive følelser en nødvendig del af barnets læring. Til dette kan der gøres brug af følelseskompasset, som illustreret ser således ud:

I følelseskompasset er følelserne universelle, da de findes på tværs af kulturer og samfund. Alle mennesker har disse følelser, og de tjener et vigtigt formål; de har en vejledende funktion og forsøger at fortælle os noget vigtigt om en specifik situation og relation.

Følelseskompasset kan bruges i det konkrete samarbejde med barnet , hvor man i en dialog kan indkredse den eller de følelser, som barnet givetvis har svært ved at sprogliggøre. Særligt er glæde, angst, tristhed og vrede vigtige grundfølelser.

5.Tålmodighed   
Især for tidligt skadede børn, er læring om følelser en langsommelig proces. Derfor er tålmodighed et kernetema i arbejdet med denne målgruppe. Hagelquist beskriver det rammende:

”Omsorgssvigtede og traumatiserede har tit udviklet mestringsstrategier, som var hensigtsmæssige i det miljø, de levede i tidligere, men som nu er uhensigtsmæssige. Når nye mestringsstrategier skal udvikles, kan det umiddelbart se ud, som om barnet går tilbage i dets udvikling. Det kræver tålmodighed fra alle omkring et barn at se, at udviklingen ikke går lineært fremad” [6].

I citatet peger Hagelquist på to pointer: Der er for det første tale om læring. For det andet er der tale om en læring, der i fraværet af linearitet, er af uforudsigelig karakter. Læringskurven i denne type af indsatser er varierende.

Denne artikel beskriver hvordan barnet udvikler mentaliseringsevnen via et tæt og følelsesmæssigt samspil med sine nærmeste omsorgspersoner. At udvikle fornemmelse for andres sindsstemninger og tanker er væsentlige komponenter i barnets sunde og følelsesmæssige udvikling.

På basis af mange gentagne samspilssekvenser, generaliserer barnet sine erfaringer, og skaber på den måde en indre model af verden. Med inspiration fra denne type af samspil kan den pædagogiske omsorgsperson få vigtig viden om hvordan et empatisk og omsorgsfuldt relationsarbejde kan understøtte barnets læring om egne tanker og følelser.

Pædagogisk arbejde med mentalisering er kendetegnet ved:

• At omsorgspersonen har fokus på barnets læring om følelser
• At omsorgspersonen indtager en åben, nærværende og empatisk position i forhold til barnet
• At omsorgspersonen har fokus på egne følelser og indre tilstande i det følelsesmæssige relations- og reguleringsarbejde.

http://www.blivklog.dk/Metoder/Metoder-til-undervisning/Mentalisering.aspx#subHeadline_1