18-06-2012
Børn har brug for digitale pædagoger
- Det er en ny måde at lege på, som vi som pædagoger skal forholde os til, siger Mette Hougaard Claudi Bondesen, lektor og afdelingsleder på Pædagoguddannelsen Jydsk.
Papmaché og perleplader udfordres af legen med de digitale medier. Pædagoguddannelsen Jydsk har skabt et digitalt værksted, hvor den digitale kultur skal udforskes i undervisningen. Vi kan ikke bare overlade spil og medier til børnene, fordi vi ikke forstår det. Pædagoger skal ikke bare sørge for at børnene får lige meget tid ved SFO’ens Playstation.
Af Lars Kjær Dideriksen
Lokalet er ét stort sansebombardement. Fra fire af dets tre vægge buldrer musik, lydeffekter og drønende motorer ind i øregangene, når de virtuelle helte flyver rundt, kæmper med uhyrer eller spiller volleyball. En Xbox, en Playstation og en Wii er monteret på væggene og foran dem står studerende – og undervisere – og vifter med arme og ben. Det er let at blive grebet af det. Ved siden af dem står otte pc’ere, de kan spille online spil på – som f.eks. World Of Warcraft. Det 21. århundredes legeplads?
- Det er en ny måde at lege på, som vi som pædagoger skal forholde os til, siger Mette Hougaard Claudi Bondesen, lektor og afdelingsleder på Pædagoguddannelsen Jydsk, VIA University College.
- Selv om børnene er gode til at bruge spillene, kan vi ikke bare overlade det hele dem, fordi vi som voksne ikke forstår disse medier. Vi giver jo heller ikke børn lov til at læse alle de bøger eller se alle de film, de har lyst til, uden voksenvejledning. Vi skal opbygge de digitale kompetencer hos pædagogstuderende og pædagoger. Det skal ikke kun være pædagogens job at sætte stopuret og sørge for at børnene får lige meget tid ved SFO’ens Playstation, tilføjer hun.
Kritiske medieforbrugere
Debatten om hvorvidt computerspil er skadelige har stået på i mange år. Men Mette Hougaard Claudi Bondesen mener, at pædagoger må arbejde ud fra, at spillene er en del af børns hverdag om man vil det eller ej.
- Vi skal ikke undervise ud fra den antagelse, at computerspil og internettet per definition er farlige. Vi skal kvalificere vores forståelse af dem. Hvordan påvirker de børn og unge? Vi skal have et kritisk blik på spillene. Det er nødvendigt at forstå, hvad spillene giver os. Vi skal øge pædagogers tekniske kendskab og etiske viden, siger hun.
Hun foreslår, at man ser på hvilke kompetencer computerspillene og de sociale medier rent faktisk fremmer.
- Gennem de fleste computerspil lærer børn at leve sig ind i noget. Gennem andre lærer de at konkurrere og blive gode til noget. De kan også lære at sige ’pyt’, når de ikke er heldige. Børn og unge danner derudover ofte relationer gennem den digitale kulturs medier og spil, siger Mette Hougaard Claudi Bondesen.
Hvordan påvirkes unge?
Hendes ambition er, at lærings- og udviklingsperspektiver og ikke mindst et kritisk perspektiv til den digitale kultur bliver en del af pædagoguddannelsen.
- Pædagoger skal lære at analysere de mange produkter, der kommer. Hvad kan de og hvad gør det? Ligesom med film og bøger. Selv om et voldeligt spil er tilladt for børn over 16 år, skal vi stadig have et kritisk blik på det. Det samme gælder hvis barn tilfældigt er stødt på f.eks. porno gennem disse medier. Det påvirker dem og det skal vi kunne håndtere, siger Mette Hougaard Claudi Bondesen og tilføjer:
- Spil og kommunikation via sociale medier er en del af børne- og ungdomskulturen. Den traditionelle pædagogiske kommunikation finder også nye veje igennem f.eks. sociale medier og smartphones. Vi skal forstå at bruge f.eks. iPhone i det pædagogiske arbejde. Det er hverdagskultur. Og det er jo det, der er mest af.
Behov for ’digitale pædagoger’
En ny rapport, der evaluerer den nuværende pædagoguddannelse på landsplan, understreger også behovet for øget fokus på digital kultur. De studerende ”skal gøres mere fortrolige med de nyeste teknologier såsom internettet, brugen af smartphones, digitalkameraer og computerspil, da dette fylder meget i den virkelighed, pædagoger skal agere i”, står der i den.
- Mange pædagogstuderende har ikke spillet computerspil. De har kun lagt kabale på computeren. Det er dog mest pigerne. Drengene er umiddelbart mere vant til det, siger Mette Hougaard Claudi Bondesen.
Hun mener, det er vigtigt, at pædagoger prøver spillene på egen krop.
- De skal forstå, hvorfor de måske ikke får en reaktion, når de siger: ’Du må kun spille to minutter mere’. Mange spil har en fortælling og spilleren kan ikke bare stoppe midt i det hele, siger hun.
Oplagt idé med ny linje
Pædagoguddannelsen Jydsks nye digitale værksted har det bedste udstyr, der er muligt at få lige nu. En ungdomsklub fra Lystrup var forbi for nylig og teste det hele igennem og de var godt tilfredse. Hun kunne her bl.a. observere deres brug af teknologien i rummet.
- Interaktionen med de nye brugerflader er mere intuitiv end tidligere. De unge bevæger bare hænderne henover iPad’en eller i luften foran skærmen. Børn i dag aflæser de digitale medier helt og aldeles intuitivt, siger Mette Hougaard Claudi Bondesen.
Hun håber, at det kan bane vejen for en linje på uddannelsen, hvor de studerende kan specialisere sig i digital kultur. Et forløb som har fokus på spil, leg, kommunikation og medier og som uddannelsen på sigt vil udvikle sammen med VIAs to videncentre for Børn og Unges Kultur og E-læring og Medier.
- Videncenterforskningen skal ind i den daglige pædagogiske praksis. I samspil med vores nye digitale værksted kan vi klæde de kommende pædagoger rigtig godt på, siger Mette Hougaard Claudi Bondesen.
Papmaché og perleplader er stadig en del af den pædagogiske hverdag, men begrebet ’medieleg’ får større og større betydning. De kommende pædagoger på Pædagoguddannelsen Jydsk får rigeligt at se til i det nye værksted. Den fjerde væg uden en skærm er dog reserveret til udsmykning. Den skal de nye studerende, der kommer efter sommerferien, stå for.
http://www.via.dk/om-via/presse/artikler/boern-har-brug-for-digitale-paedagoger
Ingen kommentarer:
Send en kommentar